På Koldingegnens Idrætsefterskole arbejder vi hver dag for at udvikle en skole, hvor dannelse, læring, idræt, sundhed og fællesskab går hånd i hånd. Vores ambition er at give eleverne et efterskoleår, der styrker deres faglige, personlige og sociale kompetencer og giver dem glæden ved at være en del af et forpligtigende fællesskab, mod på livet, lyst til at tage ansvar og tro på, at de kan gøre en positiv forskel – både for sig selv og for andre.
På KIE sker udviklingen gennem idrætten, arbejdet med sundhed, den boglige undervisning, vores øvrige undervisningstilbud, de nære relationer og det forpligtende fællesskab, som efterskolelivet bygger på. Det sker i et miljø præget af tryghed, engagement, nærvær, medansvar og medbestemmelse. Her oplever eleverne både at blive set som den, de er, og at blive udfordret, så de opdager nye sider af sig selv. Vi tror på, at unge udvikler sig, når de mødes med tillid, nysgerrighed og dialog, der inviterer til refleksion over, hvem de er, hvilke valg de træffer, og hvordan de indgår i samspillet med andre.
Idrætten på KIE
Idrætten er en central del af skolens identitet. Vi vægter alsidighed uden at gå på kompromis med fagligheden i det enkelte idrætsfag. Vi ønsker, at eleverne oplever glæden ved bevægelse og styrker lysten til at dygtiggøre sig i både nye og kendte idrætsgrene. Samtidig ønsker vi at styrke den enkeltes mod til at udfordre sig selv og give erfaringer, der danner grundlag for et aktivt liv med idræt – både som udøver, holdkammerat og engageret deltager i foreningslivet.
Sundhed
På KIE har vi et helhedsorienteret sundhedssyn. For os hænger fysisk aktivitet, kost, trivsel, relationer og fællesskab uløseligt sammen. Vi prioriterer sund og nærende mad som en naturlig del af hverdagen og ønsker at give eleverne viden, erfaringer og gode vaner, der styrker deres evne til at træffe bevidste valg og tage ansvar for egen trivsel. Målet er, at eleverne udvikler et nuanceret syn på sundhed og tager sunde vaner og erfaringer med sig videre i livet.
Den boglige undervisning
Vi har høje faglige ambitioner og ønsker at udfordre alle elever på et højt fagligt niveau med udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger og måde at lære på. Vi tror på, at faglig udvikling sker gennem aktiv deltagelse, refleksion og vedholdenhed. Det kræver et trygt læringsmiljø, hvor nysgerrighed, modet til at begå fejl og modet til at bede om hjælp er en naturlig del af læringen.
Målet er, at eleverne udvikler bevidsthed om deres egen rolle i læringsprocessen og opnår de faglige og personlige forudsætninger, der gør dem parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse og deltage aktivt i samfundet.
Dannelses-, refleksions- og kreative fag
Gennem en bred vifte af refleksions- og dannelsesfag samt praktiske og kreative fag ønsker vi at udvide elevernes horisont og styrke deres personlige udvikling. Vi tror på, at kreativitet, æstetiske oplevelser og refleksion åbner for nye perspektiver på os selv og verden omkring os. Vi ønsker, at eleverne oplever glæden ved at skabe og udfolde sig kreativt og samtidig udvikler nysgerrighed, eftertænksomhed og mod til at udforske nye sider af sig selv.
Efterskolelivet
Efterskolelivet på KIE bygger på et forpligtende fællesskab, hvor medbestemmelse, ansvar, hensyn og respekt er grundlæggende værdier. Vi ønsker, at eleverne oplever, at deres holdninger, initiativer og engagement har betydning, og at de bliver lyttet til og taget alvorligt.
Vi tror på, at trygge relationer og nære fællesskaber danner grundlag for trivsel, personlig udvikling og modet til at tage ansvar. Gennem de nære fællesskaber ønsker vi gradvist at åbne elevernes blik for de muligheder og det ansvar, der følger med at være en del af et større fællesskab.
Målet er, at eleverne oplever værdien af at tage initiativ, bidrage og engagere sig gennem erfaringer med medansvar, udvalgsarbejde og frivilligt engagement. Vi ønsker, at de udvikler mod og lyst til at tage ansvar – både på efterskolen og i de fællesskaber, de engagerer sig i efterfølgende.